|
Citat fra Jannerup Kirkebog: 1910 den 5. februar er viede i Jannerup Kirke: Røgter Kresten Madsen Kristensen, født i Nørre Vorupør den 23. oktober 1878. Søn af Husmand Jens Madsen Stojholm og hustru: Hedvig, født Jensen. Opholder sig på Egebaksande, Vang sogn - og pige Anna Jørgine Hansen, født den 20. september 1888 i Skaarup, Sjørring sogn. Datter af Indsidder Peder Hansen og hustru Ane Marie Jensen af Snedstrup. Opholder sig i hjemmet. Deres forlovere var: Peder Hansen af Snedstrup og fisker Mads Jensen Madsen i Nørre Vorupør.
Når Kresten Madsen fik tilnavnet "Rend Kræn Masen", (Masen med langt a) så skyldtes det, at han næsten altid løb (rendte), og hvis man fra Egebaksande skulle have bud til Hundborg, Sjørring eller blot til købmanden i Snejstrup, så kunne det ikke betale sig at spænde heste for vogn og køre, for Kræn Masen kunne løbe den tur meget hurtigere. Når han tog disse ture om sommeren, foregik det barfodet og med bukserne smøget op, og så gik det af sted i galop, han havde en lille pisk i hånden, som han gav sig selv et lille opmuntrende rap med, og så kunne han vrinske som en hest.
Alene denne usædvanlige adfærd var nok til at rubricere ham som "lidt til en side", men man tog gruelig fejl, hvis man antog Kræn Masen for at være småtosset. Han var anderledes, og der skulle ikke så meget til dengang, før folk blev kaldt et eller andet øgenavn. Kræn Masen var utrolig sjov og humoristisk, ja han havde i det hele taget svært ved at tage noget som helst alvorligt. Dum var han bestemt ikke - men anderledes, javel, men man kunne godt af og til have ham mistænkt for, at han spillede et spil, så det i virkeligheden var ham, der grinede af alle andre, mens de grinede af ham, det findes der flere eksempler på. Endelig kunne Kræn Masen vel også - ligesom vi andre - have brug for at skabe lidt opmærksom om sig selv engang imellem.
Smeden Svend Guld, som var søn af den gamle smed Guld i Sjørring, kom ofte på Egebaksande og reparerede traktoren, og han var ofte vidne til, at de andre ansatte prøvede at lave grin med Kræn Masen. Guld fortæller, at engang han var på gården, så han, at man i folkestuen morede sig over Kræn Masen, idet man lagde en femøre og en tiøre på bordet, og så spurgte man Kræn Masen, hvilken af dem, han helst ville have, og Kræn Masen tog så femøren, fordi den i omfang var større end tiøren, og det grinede de andre meget af. Om aftenen tog Guld ham op at køre i sin bil, da han skulle hjem, og undervejs sagde Guld: "Kræn Masen, hvorfor tog du femøren? Du ved da godt, at tiøren er mere værd". "Ja, det ved æ godt, men så had wor løjer jo fot alt fo tille end" (Ja, det ved jeg godt, men så havde vore løjer jo fået alt for tidligt ende), svarede Kræn Masen. Altså var det for de andres skyld, at han holdt løjerne i gang, mens de andre troede, at Kræn Masen ikke vidste bedre.
Engang mens dyrlæge L. Toft ejede Egebaksande, havde han lagt mærke til at Kræn Masens tandsæt ikke mere var så intakt, han sagde derfor en dag til bestyreren: "Jeg tror sgu, jeg vil give Madsen et sæt nye tænder". Madsen blev nu sendt med rutebilen til Thisted og fik et sæt flotte tænder, men han måtte jo derud et par gange mere, for at få dem passet til, og det kostede jo billet til rutebilen hver gang. Så en dag Toft igen kom på Egebaksande, lagde han mærke til, at Kræn Masen - ganske mod sædvane - gik og surmulede lidt, og Toft spurgte ham derfor: "Madsen, hvad er der i vejen med Dem i dag, jeg synes De ser mig lidt sur ud?" "Ja," sagde Kræn Masen, "Det er de her ny tænder. No hår æ rejst i Thisted en tow-trik gång, å no hår de kost mæ tow en hal kron, å det er jo manne pæng". Så tog Toft tegnebogen frem og gav Madsen en tikroneseddel, "Skal vi så sige, at vi er kvit, Madsen?", og så kan det nok være at det store smil kom frem på Madsens ansigt, nu havde han jo fået et helt nyt gebis at smile med, og transporten var betalt rigeligt tilligemed. Hvem var det så, der vandt i det spil?
Det fortælles, at dengang Kræn Masen var på session, vægrede han sig ved at fremtræde helt nøgen, som det jo var regelen dengang, så han beholdt skjorten på. Da han så kom ind for de høje herrer, var der straks én af dem, der råbte: "Smid skjorten, Madsen", men Madsen svarede med et stort grin: "Kan det eet gjør'ed mæ å læt'en". Madsen blev selvfølgelig kasseret til soldatertjenesten, men var dette også et spil for at slippe for at springe soldat?
Når Kræn Masen blev sendt til købmanden i Snejstrup efter varer, havde pigerne i køkkenet givet ham en seddel med på de varer, de skulle bruge. Når så købmanden havde pakket det hele sammen, kunne Madsen finde på at sige: "War der ingen cigarer skrøwen po æ seddel?" "Nej Madsen, det var der ikke, men her har du én for din ulejlighed", sagde købmanden, og det var jo just, hvad der var Madsens hensigt.
Kræn Masen begyndte som røgter på Egebaksande, men efterhånden blev det mere som altmuligmand og som hjælp for køkkenpigerne, at Madsen agerede. Dette job blev ikke takseret særlig højt på gården, men Madsen gik og havde det godt, hyggede sig med pigerne og de lavede også lidt sjov med ham, men hvor mange godbidder har han ikke til gengæld tusket sig til i køkkenet, og hvor tit har han ikke haft lækre rester med sig hjem? De andre karle grinede lidt af Madsen, men hvem var det der knoklede sig skæve og svedige i marken? Det var de "kloge" karle, mens Madsen gik og hyggede sig med at hugge brænde for pigerne, løbe en lille tur til købmanden og pusle lidt om køkkenhaven, som sagt ikke så særlig høj en stilling, men den kunne dog være langt mere interessant end at gå dag efter dag og råbe på et par dovne krikker ude i marken, og her vankede der ingen godbidder, cigarer fra købmanden eller oplevelserne under en rask løbetur til Sjørring.
Kræn Masen var en lun fyr med et underfundigt glimt i øjet, næsten altid i godt humør, og der skulle ikke veksles mange ord, før det brede smil viste sig på hans ansigt, hans kone Anna var som nævnt også altid aktiv. Der er nok ingen tvivl om, at de begge blev udnyttet af deres omgivelser. De var beskedne mennesker, som ikke stillede krav om noget, og hvad de ikke fik som fortjent løn, skaffede de sig ved en øget arbejdsindsats og ved med underfundighed og påtaget enfoldighed at tiltuske sig lidt naturalier fra deres omgivelser, så også de kunne leve et jævnt og muntert liv. De var redelige, arbejdsomme, tjenstvillige og omgængelige mennesker, som er al respekt værdige. Trods fattigdom - som de i øvrigt delte med rigtig mange dengang - skabte de et godt hjem for deres seks børn:
Peter,
Ane Marie,
Mathilde,
Jens,
Augusta,
Kristian.
Jens var den eneste, som blev her på egnen, han blev gift og overtog senere forældrenes hus i Snejstrup. Augusta blev også gift og boede i Thisted.
Kristian (1929-47) der var den yngste i flokken, arbejdede i sin ungdom i Sverige, hvor han d. 9. maj 1947 druknede under badning i en svensk sø. Han blev ført hjem, og ligger begravet sammen med sin søster Ane Marie i Jannerup kirkegård. Anna og Kresten Madsen er også begravet i Jannerup kirkegård.
Da Kræn Masen stoppede med sit arbejde på Egebaksande, gik han ofte og hjalp en nabo, Magnus Nielsen, som var ved at flytte sin gård fra Snejstrup "by" til Snejstrupvej 8, hvor han byggede en helt ny ejendom. Når det blev fyraften tog Kræn Masen hestene med på græs ved Magnus' gamle gård i Snejstrup en strækning på ca. ½ km.. En aften da Kræn Masen var på vej med hestene faldt han om på vejen gennem Snejstrup skov, som ligger omtrent midtvejs, men Kræn Masen var død, da han kort efter blev fundet, - i øvrigt kun 200 m. fra sit hjem. Det var antagelig et hjertetilfælde, som satte en stopper for hans liv den: 10. juni 1949 i en alder af knap 71 år. Efter Kræn Masens død blev Anna boende i huset et stykke tid, men kom til sidst ind på alderdomshjemmet i Hundborg, hvor hun døde d. 3. juni 1952. Hundborg Alderdomshjem var dengang Læge Buus' tidligere sygehus på Røde Anesvej.
Grunden til at dette skrives er, at andre i deres erindringsbøger fra Hundborg omtaler Anna og Kræn Madsen på en meget nedsættende og latterliggørende måde. Det ser ud som om, de helt har glemt at skrive lige så latterlig og nedværdigende om deres egne familier, hvad der sikkert godt kunne skaffes stof til. Hvis man kun formår skrive noget negativt om andre, - kun med den hensigt at gøre sig morsom på andres bekostning, så er det nok bedre helt at lade være med at skrive.
PS. Anna Madsens forældre Marie og Peter Hansen flyttede på et tidspunkt til Snejstrup, hvor de boede på Kanalvej omtrent der, hvor nu nr. 3 ligger. Deres hus nedbrændte og de kom - så vidt vides - til at bo deres sidste tid hos Anna og Kræn Masen, de ligger begge begravet i Jannerup kirkegård. Peter Hansen kom også i nogle år til at arbejde på Egebaksande.
|
|
