Møllebygger Niels Hansen er oldebarn af Samuel Svendsen; hans bedstemor var Barbara Salomonsdatter som var søster til Ingeborg Dorthea Salomonsdatter; Han er søn af fæstegårdmand Hans Andersen og Inger Nielsdatter. Møllebygger Niels Hansen har altså selv oplevet det han har nedskrevet og hans erindringer omhandler foruden vores slægt, også generelle beskrivelser om indbyggerne i Ferritslev på den tid. Som jeg har nævnt tidligere, så er Møllebygger Niels Hansen erindringer nedskrevet over længere tid og der er lidt gentagelser og den kan nogle steder kræve lidt nærlæsning for át få en sammenhæng, men for den som vil tage sig tiden til at læse, er erindringerne spændende og informativ læsning.

Erindringerne ligger tilgængeligt på http://www.fynhistorie.dk/ hvor du kan læse alle siderne.   


Blandt de mange historier videregiver jeg her en beretning om livets gang på en gård:

Nu skal I høre, hvordan en gård blev drevet dengang. Det første, karlene kom til efter vintertærksningen, var at ordne brænde. Havde man en skov, hvad alle gårde havde dengang, skulle man først have skovet; det var mest hesler dengang. De blev hugget så nær ved jorden som muligt og lagt i en bestemt orden, så de var nemme at læsse, og så blev de kørt ud på markerne til hegn. Dengang gærdede man både ind til naboerne og mellem gårdens marker. Elle og andre store træer som ask og pil blev kørt hjem i "vedkasten" som brænde. Når dette var gjort i arbejde og stablet, begyndte arbejdet med hegnene. Hvor der var piletræer - det var der i næsten alle hegn - blev de, der var tjenligt store, "stivet". Stavre blev "vættet" - afkvistet - og lagt til rette, og risene lagt for sig. Stavtene blev fordelt med passende mellemrum, sat i det gamle gærde og slået ned med en stavrebanker. En sådan var et kroget stykke træ ca. 8 cm. i firkant med en ring på og halvanden meter langt skaft. 

Andenkarlens eller drengens arbejde var at stavre, det vil sige at slå stavrene ned i det gamle gærde så passende, at der kunne gærdes ovenpå igen. En gærde sat af pil kunne vare i to år uden at få nyt ovenpå. Sorttjørn, hvidtjørn og hessel skulle omgærdes hvert år. Pile af en bestemt størrelse var blev det bedste gærde. Risene måtte sorteres, de fine helst til bundgærde. Se, bundgærde var på godt en meters højde; på grøftevold var gærdet kun en halv meter højt. Nu gjaldt det jo om at få et fint gærde; særlig havegærderne gjorde man sig umage med, de var som kurvefletning, for dem blev der lagt mærke til. 
En grøftevold måtte tid efter anden grøftes om; det gjaldt om, at den blev lige ned ad siderne, også det var en kunst. 

 Når det arbejde var færdigt, måtte vi i lag med at kline og kalke gården ude og inde. I min tidligste tid var så godt som alle vægge i laebygningerne  støjlevægge (grene der med eller uden fletværk sidder lodret i vægfelterne i bindingsværkshuse med klinevægge), stavre og grene imellem fodrem og løsholt af ca. 25 mm. Tykkelse med en afstand af ca.  20 cm. Der blev så flettet et gærde mellem støjlerne, og når det var i orden mellem alle stolper og dukker (dværgstolpepiller), blev væggene klinet op. Det gik til på den måde, at man gravede og æltede det ler, man skulle bruge. Var der meget, æltede man det ved hjælp af heste. Når det så var tilpas æltet, blev det trillet hen til væggen, det skulle klines på; en trillebør ved hver side. Så smøgede to mænd ærmerne op og begyndte at kline med hænderne. Leret skulle slåes på vægvængerne, og der skulle slåes til. Når en væg var klinet, blev den jævnet med en skovl og stod så en tid, til den revnede lidt; så blev den jævnet efter med en murske, stod så igen, så den blev så tør, at den ikke kunne trykkes sammen i revnerne. Så blev den "svomet". Svomning bestod af ler udrørt i vand så tilpas, at det kunne stryges på væggen med kalkkost. Når det så var tørt, var væggen i orden til at kalke -eller hvidte. Det er let at forstå, at i en bondegård var der mange dages arbejde med klining og kalkning. Gårde, der lå meget udsat for blæst og regn, kunne godt miste den ydre del ler til vægvængerne på en nat; særlig undervæggene tabte leret; overvæggene holdt sig bedre, da det gammeldags tagskæg hang så langt ud, at harver og plove tildels kunne stå i tørvejr derunder. 

Når arbejdet med gården var færdigt, begyndte vi at køre gødning på brakmarken og pløje den. Selvfølgelig havde vi såningen til side, før vi begyndte at kline. Når vi var færdig med brakmarken, kom grøftegravningen mellem agrene. På lerjord var der altid en vandgrøft for hver ager, og den blev gravet hvert år, marken lå brak. Disse grøfter blev lavet efter en snor, og jorden kastede vi ud på agrene. Det var først efter 1860, vi begyndte at dræne her på egnen; det var flere år efter, at merglingen var begyndt. Fader merglede også nogle læg, men det gav ingen forandring. Det var i fyrrerne, man begyndte med det. 
Der var en mand her, som havde været med til at grave 40 mergelgrave, men døde dog som en fattig mand og blev begravet for det offentliges penge. For at læsse et læs mergel fik Hans Skomager to skilling - på egen kost. Jeg ser ham endnu gå på landevejen med skovlen på nakken og lærredsbukserne flagrende om de tynde ben; det var ikke arbejderen, der løb med overskuddet. 
Det var ikke så lidt, der skulle gøres ved brakmarken; den skulle gerne pløjes fire gange hver sommer;, der blev halvbrakket, skulle pløjes første gang før St. Hans. 

Så kom høsten, den glade tid! Høhøsten kom jo først; de fleste avlede gerne kløverhø. Både gårdene i Ferritslev og nogle i Rolfsted havde engmål i Rolfsted Åmae. Den skulle slåes på een dag - en fredag eller lørdag efter St. Hans, og det gjaldt om at komme først; det skulle ske, mens duggen endu var på græsset; så skar leen bedst. Mellem klokken 3 og 4 om morgenen måtte vi være der; i regelen var vi fire mand. Hen på formiddagen kom storpigen med æbleskiver som dessert til mellemmaden. Hun tog så fat på at græsse ud. De første var gerne færdig ved 10-11 tiden; så gik vi hjem og fik middagsmaden og en søvn til kl. 4 Markhøet var der ikke så megen fest ved. Nej, men i rughøsten var der jubel! Rugen skulle helst falde på een dag. Der var ikke arbejdsduelige husmænd nok, der var kun syv og så nogle aflægs; men de kunne da sætte negene sammen. Men så byttede vi; det vil sige, når naboerne hjalp os i dag, hjælper vi dem i morgen med et jern og  en optager. Vi skulle helst være fem à syv jern. Dagen før blev der hugget hul.- Af og til holdt vi en lille pause i arbejdet, og så gik øldunken rundt; der blev tappet af det gamle øl sådanne dage. Dagen gik med spøg og latter, og lystigheden steg med varmen, eftersom øllejlen tømtes. Karlene var i hvide eller blå lærredsbukser og hvide skjorter. Piger, koner og optagerne havde allesammen hvide smækforklæder på, hvide høstærmer smøget på armene og flagrehat på hovedet. Forkalren og storpigen gik foran, så fulgte andenkarlen og lillepigen og så naboens folk og allerbagest husmændene med deres koner. Selvfølgelig blev vi opvartet med æbleskiver om eftermiddagen. Middagsmaden var gerne klipfisk, og am aftenen suppe og kød. Og så var det jo i sin orden, at der faldt en svingom af is torstuen. Sådan var en rughøstdag her på egnen i min barndom og ungdom. 

Forårskornets høstning og opbinding var knap så højtidelig, men dog altid festlig. Husmændene mødte med mejetøjet og spiste davre sammen med os. Jeg ser dem endnu komme med mejetøjet på hærden i følge med deres koner. Det var såmænd strengt nok for et ældre husmandspar at gå fra gård til gård og høste hver dag. Mor sagde tit:"Riven sprænger ingen, men det gør leen". Da jeg var 15 år, mærkede jeg, hvor det kneb, jeg måtte jo tage min skår; vi skulle "følge hug", det vil sige følges ad i tagene med leen. Skårenes bredde bestemte vi selv. Vårkornet blev i regelen hugget ud og lå på skår nogle timer eller en dags tid, som der var optagere til; men der vankede alligevel æbleskiver, når vi høstede vårkorn, og om aftenen "øl med en pind"; det var varmt gammeltøl med sukker i; nogle steder fik de æggeøl. 

Når kornet var høstet, bundet og sat sammen, begyndte vi at rive. Dengang var der ikke hesteriver. Den første, jeg så, var en, min broder lavede til Rasmus Mogensen på Bækstrupgård 1862; den kostede 6 kroner og blev trukket af en hest. Den var et helt vidunder med krumme tænder; i tresserne blev den afløst af en med jerntænder. Men vi måtte pænt bruge en almindelig rive. Når der var gået mindst otte dage, begyndte hjemkørselen. Husk nu på, de lå alle byens gårde samlet; der var langt til de yderste marker, så der skulle køres hurtigt både med læs og tom vogn. Læsset var altid forsvarligt bundet og havde læssetræ ovenpå. [læstræ] Ved alle gårdene blev der sat hæs; det var imergelperioden, og der avledes godt. Fra min barndom er det sket store fremskridt i landbruget. Det er brakning, mergling og de gode redskaber, der giver resultat. 

 Når vintersæden var bjærget, blev fårene sat ud på stubmarken; jeg har aldrig set nogen, der skrælpløjede dengang. Stubmarken lå, til vi var færdig med at så vinterkorn. Når vi havde indavlet og sat hæs, skulle vi have dem "stoppet"; det skulle være pænt arbejde, og det blev pænest med "Spegelsesfoer", det, der falder fra, når der gøres langhalm. Så skulle der pløjes til rug; den skulle helst såes mellem 14. og 18. oktober; den blev sået i den oppløjede jord uden forudgående harvning. Nogle holdt på, at den skulle såes sådan og så ligge en nat før nedharvningen. Så blev der pløjet en fure -agerrenen - mellem agrene, hvor der ingen grøfter var. Hver vandfure blev gået igennem af en mand med en smal skovl. Når en sådan fure var færdig - og lige, kunne enhver virkelig agerdyrker fryde sig derover. Hen ved oktober begyndte karlene at stå på loen - ja,een eller begge måtte jo hjælpe til med efterårspløjningen; hvis manden var rask og rørig, hajlp han også til; pløjningen  skulle helst være færdig først i november. 

 Der var også en anden afgrøde, der tog megen tid; det var hørren. Dengang dyrkede alle hør, når de da havde jord at avle den på. Det var således mange steder, at tjenestefolkene fik en fjerding eller en halv skæppe land tilsået med hør. Den blev sået sammen med vårkornet, og så blev den rusket, når folk skønnede, den var tjenlig. De, der ikke regnede med det modne hørfrø, tog den tidligere end de, der avlede frø. Når den var passende tør, blev den en solskinsdag sat op i nogle hobe; helt tør blev den bundet i knipper, kørt hjem og sat til side. 

 Sådan kunne den holde sig i åringer, men i regelen blev den "broet" om efteråret. Der valgtes en stille, tør septemberdag til det arbejde. Først gravede vi en grav på 2-3 meters bredde -helst langs med en grøftevold, så der var læ ved den ene side og for enderne; dybden af graven var 3/4 meter. Over graven blev lagt tre eller fire rafter på langs, og på bunden blev tændt et bål. På stængerne blev hørren bredt ud i et tyndt lag og tørret ved ilden i graven. Til at passe hørren skulle der en meget dygtig og pålidelig kone; der skulle fyres passende, det måtte ikke "flunke" så højt, at det kunne antænde hørren, men det gjaldt om at få den tørret så meget som muligt. Karle, husmænd og piger stod ved hver sin "bro" parat til at modtage den tørrede hør og bryde den, medens den var tør og varm. Når hørren var "broet", blev den bundet i knipper og sat hen på et tørt sted, til den skulle "skades" -skættes ell skettes. Det arbejde blev udført af pigerne i gården og nogle husmandskoner. Der var også nogle, der rejste rundt med en firevinget skættemaskine, men der klagedes over, at den gav for mange "skadeblår". Det sidste og fineste arbejde blev lavet af hørsvingeren med hans hegle. På denne egn gik en lille mand fra Tarup, Johannes Hørsvinger; han var en meget ihærdig mand, der arbejdede til 9-10 om aftenen med sine hegler; han havde en grov og en fin. Det var en fornøjelse at se ham bruge sine hænder, når han heglede; jeg har aldrig set noget foregå så snildt. Hvor var det fikst, når han slog en slags knude på hver tot hør og pakkede det hele i bundter. Det var en anderledes hør end den, jeg ser, Sara får fra Tommerup Hørfabrik; den ligner jo "Skadeblår". Der var andre måder at behandle hør på for at få skæven til at rådne; den blev bredt i et tyndt lag i rækker på en græsmark, og der lå den så længe, til skæverne kunne brækkes fra taverne. Moder gik tit og følte på det; den måtte jo ikke ligge så længe, at taverne blev skøre. 
 Der var en anden måde, der var hurtigere end dugbredning; det var at sætte den i "råd". Det gik sådan til: Efter at den var revet sammen, bundtede man den i bundter på 10-15 cm tykkelse og satte den i et vandløb eller en mergelgrav i en runding, overlagt med sten, så den var helt under vand; så blev den fisket op og bredt ud på grønjorden, til den var tjenlig til at tage ind. Skulle der avles god hør, var det nødvendigt at så RIgafrø. Købmændene averterede altid med "Ægte Rigafrø". 

Når rugen var sået, jorderne pløjet og november nået, var karlene henviste til loen. I en almindelig bondegård som her på egnen på 50-70 tdr. land havde de en forkarl og en andenkarl eller en konfirmeret dreng. Mange havde også en fast husmand, der stod og "tærskede for tønden". Prisen var som regel hver 18. eller 20. tdr. rug, der skulle tages langhalm af, gav 6 à 8 øre for traven. Var det frostvejr, kunne en flittig mand tærske en tønde rug om dagen, og, hvis rugen var god, tage ca 1 trave  langhalm. Af vårkorn regnedes der med 12 skæpper byg og omkring et par tønder havre; det afhang jo noget af, hvor "givtig" kornet var. Man satte pris på at få rugen færdig til nytår og vårkornet til februar. Pundtærskeren eller tøndetærskeren mødte tidligt og havde allerede tjent davren, når vi blev kaldt ind. VI stod i loen til lidt efter, det var mørkt; så vandede vi hestene og satte os ind og hvilede os, til vi skulle spise nadver. Vi holdt dog lidt tidligere op hos Mads Nielsens, når husmanden Hans Jørgen fra Hudvad var der; han tærskede for tønden og fik 6 øre mere for traven af langhalm regnet efter kærvens størrelse 10 à 12 pund. Det var ingen stor løn, men det var prisen. Han havde en lo for sig selv og var hos os det meste af vinteren. Han var en pålidelig og klog mand, og havde han haft mere hartkorn, var han sikkert kommen i sognerådet. Han havde ført dagbog i krigsårene 1848-49-50, hvor han var med, og han kunne fortælle både fra Fredericia og Isted. Nadveren bestod af nykogt grød eller kartofler og meldyppelse. 

Det "småfoder", vi fejede op efter tærskningen, blev bundet med to bånd og lagt for sig selv; det blev brugt som hakkelse til hestene, da der var enkelte kærner i, og de ville være gået til spilde, hvis køerne fik det, for I skal vide, at dengang havde vi ingen kokrybber. Enkelte havde mængebaljer; det var overskårne tønder, der blev sat foran de bedste malkekøer; deri fik de så lidt grut og masken efter brygningen. De første krybber i Annexgården i Rolfsted fik de, da jeg tjente der i 1864; de blev muret med ler af almindelige mursten; den tid kendte bønderne ikke cement; så blev der lagt et 3½" bræt ovenpå kanten, for at køerne ikke skulle ødelægge krybben. Vi mente jo, det var noget så ualmindeligt. Storpigen passede køerne, og mens hun malkede, mugede lillepigen under dem. Karlene havde aldrig noget med køerne at gøre. 

Når kornet var kastet og renset, blev det målt og fyldt på hjemmelavede sække og sat på brædder for ikke at trække fugtighed fra lergulvet. Prisen blev regnet efter hollandsk vægt. Den næste dag blev det kørt til Odense. Det skete også, at det blev lagt på loftet til bedre tider, når priserne steg. 

Når vi kørte til Odense, kørte vi meget tidligt om morgenen. Det er mærkeligt nu at se den købmandsgård i Odense, hvor jeg kom som dreng. I Nedergade stod de aflæssede bøndervogne, som ikke kunne få plads i købmandsgården, i en lang række langs den åbne rendesten. Nu ser vi så godt som aldrig en vogn i en købmandsgård; nu er det biler. 
Det var koldt at køre med korn de to mil til Odense, der kunne jo ikke køres i trav. Det var nok landevej, men ikke som nu; dengang blev de kun gruset. Vejmændene gik stadig og skiftede blokke, så der måtte køres ud og ind for at køre gruset sammen. Ved vintertid blev vognen ordnet, dagen før vi skulle af sted; kornet blev læsset, agestolen sat på, en sæk hakkelse til hestene og en til kusken at stikke benene i, når der ingen fodpose var. Det hele var klappet og klart, så vi kunne spænde for ved lygte. Hver havde sin faste købmand. Når vi kom derud, mødte gårdskarlen frem og hjalp med at spænde fra; hestene fik vand og hakkelse, og vi kom ind og fik rejsetøjet af. Gårdmændene havde "seniljer". Så kom maden frem, og brændevinsflasken kom på bordet - med et glas ved siden af; det var gratis. Var der kvinder og børn med, blev der sat en flaske på bordet med "en sød tår", og bagefter vankede der kaffe med kandis. Gårdskarlen, der passede hestene, sørgede for, at  kornet kom på loftet; han havde gerne en eller flere hjælpere; det var et strengt arbejde at bære de mange 200 punds sække op ad trapperne. Mange af de gårdskarle var fra landet og blev efter den tids mening ved sparsommelighed velhavende og i stand til at stifte familie i bøndergårde. Enkelte kunne dog ikke stå for de gratis snapse, men blev forfaldne. 
 Fader handlede i mange år med en købmand i Overgade, der hed Faber, og senere med købmand Frydendahl i Nedergade. Alle købmænd, jeg mindes, var jævne og lige til. De havde også bøndernes tillid. 
 Kornet blev betalt med den af handelsforeningen hver uge fastsatte pris. Der var indført en bestemt hollandsk vægt pr. tønde, hvorefter kornet blev betalt med fradrag, hvis det vejede under, og tillæg, hvis det vejede over. 
Her fra sognet blev alt korn kørt til Odense, aldrig til Nyborg, skønt vejen var kortere; men den var så dårlig, at den næsten ikke var til at køre på med læs. Jeg var 16 år, før jeg var i Nyborg første gang. Landevejen fra Ferritslev og dertil blev først anlagt 1872-74. Nogle år efter var der noget kornhandel med Nyborg, men så kom den tid, da man fodrede køer og svin med eget korn, og den kørsel hørte op.
Erindringerne ligger tilgængeligt på http://www.fynhistorie.dk/ hvor du kan læse alle siderne.