Jyllands vestkyst med sine rev, har altid og vil fortsat være en fare for de søfarende. Herom vidner strandinger både i nyere tid og også i fortiden.  Strandinger var i det 16- århundrede en kærkommen gave for de fattige og få beboere ved den jyske vestkyst. Det var også tilfældet for de beboere som levede i området ved Nørre Vorupør. Værdierne fra strandingerne blev solgt og fordelt imellem familierne og hjalp med til at klare hverdagen. Når et skib var i sigte, bad man inderligt om en gunstig stranding, eller man lod en rytter ride langs stranden med en lygte under hestens bug. Fra søen ville det ligne en vuggende lanterne fra et andet skib og kune måske lokke skibet til at følge efter. Hvis skibet strandede, måtte man sørge for at der ikke var nogen overlevende,

De havde Vesterhavet som nabo og det var her de hentede suplement til den daglige kost. Fiskeriet foregik med lange liner hvorpå der hang kroge i nogle tavser. Linerne kunne vel være et par hundrede meter lange og på krogene var der sat madding, nok nærmest sildestykker. Et gammelt udtryk i Vorupør lyder: "Spis fisk, spar på kartoflerne". Kendskabet til fiskeriet før 1800 er begrænset, men fra 1880 var der 14 fiskerbåde i Vorupør. Hver havbåd havde en 6-mands besætning, og grunden til at man ikke byggede større både var, at de hver aften skulle trækkes på land. Hver mand stillede med 4 krogsæt forsynet med sild som madding. I Vorupør "bedede" man kroge og satte dem på "bedetrug". Hvert sæt kroge bestod som regel af en line på godt 200 meter. Til langlinen var der fastgjort tavser, der hang ned fra langlinen og hver især sluttede i en krog med madding. Krogene blev sat et par hundrede meter fra land og udefter i én lang line. Kroglinerne var forankret med en sten og markeret med en vager.

Fangsten blev solgt til egnens beboere, og når dette marked var dækket, var yderligere fangster usælgelige. I november og december hvor torskene er særligt gode, kunne de sælges i saltet tilstand for 60-70 øre stykket. Der blev også fisket helleflynder på samme måde som torsken, men fiskeriet foregik omkring årsskiftet, det vil sige på en vanskelig årstid og langt ude fra land. Hvis der kom storm mens fiskerne var ude, kunne det være meget svært for de små både at nå sikkert i land igen. Der går da også historier om både der er drevet langt til havs og hvor besætningen er samlet op af forbipasserende skibe, hvorefter de blev sat af i den næste havn.
Der blev fisket efter hummer om sommeren. Fiskeriet foregik med "kranjer" en slags pose hvori der blev lagt fisk som madding. Kranjerne blev sat på stenbund som er hummerens foretrukne tilholdssted. Fra september til december blev der fisket efter sild. Her anvendtes drivgarn, 24 garn i hver båd. Båden drev for vind og strøm med garnene i en række efter sig.

Der var på de tider stor forskel på landboere og kystboere. Kystboerne så man ned på og lavede grin med når de kom og faldbød deres fangst. Fiskerne levede for de flestes vedkommende et meget fattigt og usselt liv, med svir og druk. En "havbo", som de kaldtes, med en fiskerkurv på ryggen, var i manges øjne kun anledning til grin og latter.
Fiskerne havde ikke selv hest og vogn, men når der skulle være folketingsvalg, så troppede bønderne op og afhentede fiskerne på store høstvogne. Fiskerne blev så trakteret med alskens våde varer mens de fik fortalt hvem de skulle stemme på. Efter valget blev fiskerne overladt til sig selv igen indtil næste gang der skulle være folketingsvalg.

De kirkelige vækkelser og indre mission begyndte omkring 1883-84 og blev nok styrket på grund af drukneulykker fra samme periode. Dengang "i 1884 var der begyndt at vågne åndelig trang i enkelte, thi ellers herskede åndelig død over hele byen".

D. 26 marts 1885 blev der med redningsbåden reddet 9 fiskere fra 2 både samt 2 fiskere fra en tredje båd. Alle fiskere var taget ud på havet om morgenen, hvor havet var roligt med vinden i syd. Men i løbet af dagen rejste søen sig meget voldsomt. Nogle både nåede i land ved egen hjælp, og til sidst var der kommet så mange folk i land, at redningsbåden kunne bemandes og gå ud. Besætningen fra to fiskerbåde, ialt 10 mand blev taget ombord i redningsbåden. Herefter var man 19 mand og det gik mod land. Båden fik flere brådsøer over sig i brændingen, men bådslæbet gjorde sin virkning. Anders Josefsen, der var opsynsmand ved redningsstationen og var med i båden, nedfældede samme dag følgende om det videre forløb i stationens protokol:
"Da vi kom længere ind, fik vi en forfærdelig høj sø, som rejste båden lige på enden, og da bådslæbet ikke kunne stoppe den, tog den fart i søen og da den havde løbet noget, kom den skævt for og derved kæntrede omtrent 200 favne fra land. Noget af mandskabet kom op på kølen af båden og nogle hang ved siderne, og søerne slog os mange gange, indtil der kom både fra land og bjergede os. Redningsmandskabet var da alle ved og omkring båden, men kun 2 af fiskerne, -de andre fiskere var druknet. Disse både tog os alle med i land, hvor vi ankom kl. 3.
Så snart vi var kommet i land, blev der straks givet signal til de andre både derude, at de skulle tage nord på og der blev sendt en mand afsted på hest til Klitmøller, for at fortælle dem, at de skulle være parat ved redningsbådene. De resterende fiskerbåde kom alle i land i Klitmøller ved egen hjælp, men de pårørende gik i bævende uvished i 12 timer, førend der kom et bud gående fra Thisted med et telegram, men telegrammet kunne først udleveres mod et beløb på 6 kr. Pengene blev samlet ind i de små hjem og endelig kunne telegrammet med det gode budskab åbnes. At ulykken ikke fik et langt større omfang tilskrives, at alle redningsbådens mandskab bar redningsbælter. Fiskerne derimod bar ikke redningsbælter og druknede. Der var også en hvis uvilje iblandt fiskerne imod at lære at svømme. De fleste ulykker skete når bådene skulle hjem og sejlede igennem brændingen. 

Det var ikke alle ulykker der skete under bådenes landing på kysten. De små pramme kunne blive tvunget til havs af østenstorme, og det skete flere gange, at prammenes besætning blev taget op af damp- eller sejlskibe og sat i land i næste havn, som måske var i England.

Den 18 august 1871 drev to drenge på hhv. 7 og 8 år til havs i en pram. Den 4 september 1871 kunne den danske konsul i Antwerpen telegrafere, at drengene var blevet set fra et norsk skib "Vigilant", der havde bjerget dem og taget dem med til Antwerpen. Herfra blev de sendt med et svensk dampskib til Helsingør og derfra videre til Ålborg og Thisted, hvortil de ankom den 8 september 1871.

Omkring århundredskiftet var en far og hans to sønner fra Vorupør blevet overrasket af en østenstorm under krogfiskeri. De
roede af alle kræfter, men kunne ikke nå i land. Til sidst gav de op og drev omkring i mørket. Pludselig kom en damper nordfra, og da den var på siden af dem, råbte de så højt de kunne. Damperen sejlede dog videre, men lagde til sidst bi og vendte om. Fiskerne blev reddet ombord via en lejder. Kaptajnen havde hørt råbene, men kunne ikke umiddlebart se havaristerne da det var mørkt. Mens damperen vendte, gik kaptajnen ind i sit kammer og bad til Gud om styrke til at måtte finde de nødstedte. Det lykkedes som nævnt at få fiskerne ombord, men deres båd måtte opgives, den blev knust mod skibssiden under bugseringen.  Fiskerne fulgte med damperen til England, og da de kom i havn, blev der sendt telegram til Vorupør. Det nåede frem ved 20-21 tiden om aftenen, hvorefter der blev hejst tre lys op i missionshusets flagstang som tegn til, at fiskerne var blevet reddet.

Den 11 november 1891 var fiskerne sejlet til havs i deres sædvanlige tremands både, de såkaldte pramme. Med østlig vind måtte de sejle 2 mil til søs hvor fisken stod. Op på dagen blæste det op til storm der tiltog i styrke hen imod aften. Da savnedes seks både, og vinden slog om i syd. Fem af bådene nåede land i Vorupør, ved Hanstholm og ved Lild, citat: "hvilket efter havets og vindens karakter må betragtes som et såre stort under, men folkene var så mishandlede af 12-15, ja 20 timers overanstrengt roning for at nå land og derved frelse livet, så nogle måtte holde sengen i flere dage". Den sidste båd kom ikke ind. Efter 10 timers overanstrengende arbejde med roning var de så heldige at træffe dampskibet "Charkow", der reddede dem, men de måtte lade båden gå til søs, hvor den nok forliste. Efter en særdeles god behandling ombord og en rejse til Hull, vendte fiskerne hjem, for atter, når de fik anskaffet en ny båd, at genoptage fiskeriet.

Der forekom også ulykker uden for det sædvanlige ulykkes mønster. F.eks. da en åben sejlbåd fra Vorupør forliste på havet den 19 januar 1900. Det var sandsynligvis den mest tragiske ulykke der har ramt en enkelt fiskerfamilie på Vestkysten.  Årsagen til ulykken får vi aldrig at vide, men Marie Hede og datteren Else mistede på en enkelt dag fire forsørgere, nemlig ægtefælle og fader Jens Christian Hede og familiens tre sønner på henholdsvis 23, 21 og 19 år. Else blev senere gift med en ung og dygtig fisker.

Statistik fra folketællinger i Vorupør viser med al tydelighed, at der var tale om et meget lille samfund: